Det rigtige valg af skihjelm

Det rigtige valg af skihjelm kan godt være lidt af en jungle, hvis du ikke har forberedt dig hjemmefra. Der er meget andet end bare farven at tage hensyn til så først og fremmest skal du gøre op med dig selv hvilke funktioner hjelmen skal leve op til. Går du efter udseende, funktionalitet, pris eller måske et bestemt mærke?

Det vigtigste er at hjelmen passer til dit hoved. Prøv gerne flere forskellige modeller så du finder den pasform der passer perfekt til dig. Husk at se efter om hjelmen er godkendt og om den lever op til branchens krav. Er du i tvivl så spørg personalet i skibutikken. Der er i de fleste tilfælde forskellige hjelme til herre, damer og junior, dog er der også hjelme som er unisex.

Med eller uden visir?

Salget af hjelme med indbygget visir er eksploderet de senere år og ikke uden grund. Ud over at det ser smart ud er der også en lang række fordele ved visir hjelme. Du har altid solbrillen klar, visir og hjelm slutter 100% tæt og du kan bruge almindelige briller eller solbriller. I de fleste tilfælde kan visiret udskiftes og der er flere typer linser at vælge imellem.

Der er stadig mange skiløbere som foretrækker hjelm og skibrille (goggles) hver for sig. Udvalget er typisk meget større og det er billigere at udskifte enten hjelm eller brillen. Der findes også mange forskellige goggles hvor det er muligt at have almindelige briller med styrke inde under.

Kan inderhjelmen vaskes?

I rigtig mange hjelme kan inderhjelmen tages ud og vaskes efter behov. Mange inderhjelme er også antibakterielle så bakterierne ikke spredes. Vask inderhjelmen i sportsvask ved lav temperatur og undgå at vride den hårdt op.

Hvornår skal skihjelmen skiftes?

Er du uheldig og styrter skal hjelmen udskiftes såfremt at du har stødt eller slået hovedet. Skihjelmen absorberer en stor del af slaget og vil derefter ikke yde den samme beskyttelse mod nye stød eller slag.

Er hjelmen sikker nok?

Kender du udtrykket “du får hvad du betaler for”? Det er også gældende når vi kigger på skihjelme men de fleste hjelme på markedet er godkendte og har enten et CE mærke eller ASTM mærke. CE mærket er det Europæiske standard godkendelses mærke hvor ASTM er den Amerikanske godkendelse for ikke motoriserede vintersportsgrene. I dag er man også gået skridtet videre og har udviklet systemer som MIPS eller AMID. De forskellige systemer er indbygget i hjelmen og skal forhindre den rotationskraft ved et styrt som er med til at give indvendige hovedskader. Hjelme med MIPS eller AMID er som oftest ca. 300-500,- kroner dyrere end tilsvarende hjelme uden MIPS og AMID.

Hvad skal jeg kigge efter i en god hjelm?

En god hjelm kan defineres på mange måder. Det er vigtigt at hjelmen sidder godt og passer til din hovedform. En hjelm der trykker bare lidt hjemmefra vil højst sandsynligt betyde hovedpine i kulden. Du skal kunne justere hjelmen i begge retninger. Det vil sige at du skal både kunne gøre hjelmen større men også mindre. Det giver de bedste muligheder for at have en hue inden under og også tilpasse størrelsen efter behov. Mærk også efter om vægten føles rigtigt. En tung hjelm er oftest ikke behagelig og det bliver ikke bedre som dagen skrider frem. Mange hjelme findes i dag i en Light udgave hvor vægten er ekstra lav ude at det går ud over sikkerheden. Ventilation er også en vigtig faktor. Mænd sveder mere end kvinder og har brug for ekstra udluftning så hovedet forbliver tempereret. Et stort plus er når ventilationen er regulerbar. Temperaturen kan være meget forskellig om du tager nordpå eller sydpå eller hvornår på året du skal afsted. Det rigtige indeklima giver de bedste arbejdsbetingelser.

Categories: Om skihjelme